Udadtil smilede jeg !
- bconnect2you
- 20. nov. 2024
- 2 min læsning

I mit daglige virke som selvstændig trivselskonsulent oplever jeg ofte, hvor meget de tætte relationer på arbejdspladsen betyder for vores trivsel, velbefindende og i sidste ende produktivitet.
Jeg vil gerne dele en personlig oplevelse, der har lært mig meget om vigtigheden af at skabe en tryg og åben kultur på arbejdspladsen. Som nyuddannet var jeg fuld af energi og klar til at give alt, da jeg startede i en større dansk virksomhed. Jeg glædede mig til at lære, udvikle mig og blive en del af et team. Men noget gik hurtigt galt.
Min kollega, som jeg skulle arbejde tæt sammen med, begyndte at reagere negativt på mig. Hendes korte svar og opgivende attitude gjorde mig usikker, og jeg begyndte at tvivle på mig selv. Jeg overanalyserede hver samtale og tænkte konstant over, hvad jeg mon gjorde forkert. Til sidst handlede hele min arbejdsdag om at undgå konfrontationer og ikke at falde igennem – og min glæde ved jobbet forsvandt langsomt.
Når vi skulle til møder, hvor vi skulle arbejde tæt sammen, holdt vi facaden og talte med de andre på mødet, men ikke med hinanden. Og når vi skulle til samme møde uden for huset, valgte vi hver vores transportmiddel. Udadtil virkede jeg måske stadig som den glade nyuddannede, men indeni var jeg knust. På vej hjem græd jeg af frustration og usikkerhed og begyndte at ændre mig. Jeg trak mig ind i mig selv og mistede gradvist min naturlige selvtillid og arbejdsglæde.
Den oplevelse fik mig for alvor til at brænde for trivsel og psykologisk tryghed på arbejdspladsen. Ingen skal have det sådan på arbejdet. Alle medarbejdere fortjener et trygt miljø, hvor de kan være sig selv og bidrage med deres fulde potentiale. Psykologisk tryghed og et sundt arbejdsmiljø er ikke bare buzzwords – det er helt afgørende for medarbejdernes trivsel og virksomhedens succes.
Men trivsel er et fælles ansvar. Det er hverken medarbejderens eget ansvar, eller handler kun om lederens indsats, men lige så meget om kollegernes indstilling og de rammer, som organisationen sætter. Vi har alle et ansvar for at skabe arbejdspladser, hvor vi kan trives og vokse – og hvor ingen står alene, når samarbejdet knager. Hvis jeg kan bidrage til, at bare én person på mine virksomhedsklienters arbejdsplads føler sig tryg og set, så ved jeg, at jeg har skabt en værdi både for den enkelte person, men ikke mindst også for virksomheden i form af bedre ledelsesglæde og mindre risiko for ressourcekrævende afskedigelser, opsigelser, rekruttering og onboarding.
Commentaires